mandag den 25. august 2014

Det sidste farvel

Det sidste farvel - det sværeste af alt.

Når vi mister en af vores kære, skal vi midt i sorgen tage stilling til at sige farvel.
Vi skal planlægge i tårer, afmagt og savn.
Jeg undrer mig ofte over, hvordan vi kan det. Hvorfra kommer denne styrke, til at gøre det værste af alt - at lægge vores kære i kiste, og få det sidste farvel til at blive smukt, værdigt og nærmest perfekt ?

Jeg har selv prøvet det. Jeg kender mange, der har prøvet det.
Det hjælper os, når der er taget stilling fra vores kære selv. Det er der ofte, når der er tale om ældre mennesker. Også mennesker der har levet med sygdom i længere tid, tager stilling og er medbestemmende.
Når vi taler om børn og unge, er det sjældent, at vi ved, hvad de kunne tænke sig. Vi  må bruge hjertet.
Og når unge liv slutter, vil det altid indebære stor afmagt over, at de kun fik lov at leve i kort tid.
Vi spørger os selv - HVORFOR ? Og planlægge skal vi.

Da jeg mistede min søn, blev jeg både i planlægningen og i sorgforløbet, hjulpet lidt på vej af ham.
Fordi vi havde haft samtaler om liv og død. Fordi jeg vidste, hvad han troede på. Jeg er dybt taknemmelig for det. Det er nok sjældent, at et ungt menneske på knap 16 år, har taget stilling til de store og svære spørgsmål, der er om døden og vores farvel til livet.

Jeg har hørt om mange begravelser og ceremonier. Jeg forundres og glædes ved at høre, at der findes en enorm styrke i os, når vi må sige farvel til dem, vi elsker. Ja, hvor kommer den fra ? Jeg tænker, at den kommer fra vores kærlighed. Vores kærlighed må være større end vores sorg i de dage, hvor vi planlægger. Alt gør vi i kærlighedens navn. Alt skal være rigtig, smukt og perfekt. Vi elsker så højt, at vi kan gøre det.


Foto: Frankrig april 2013



Jeg har lige været til begravelse. En kiste pyntet med de smukkeste blomster, som de pårørende vidste, var den blomst mor og hustru holdt mest af. Salmerne vi sang, var de rette til netop hende, vi sagde farvel til. Gravstedet valgt af hende selv. Det har været nemt for hende, fordi hendes søn ligger der. Der kom hun ned. Til ham. Jeg tænker, at de nu er sammen. Både i jorden og i himlen.

Jeg har fortalt min familie, hvad jeg ønsker mig, når jeg en dag skal ud på min sidste rejse.
Har du tænkt på, hvad du vil ? Har du talt med dine kære om det ? Eller skrevet det ned ?
Der er nogen, som mister dig en dag. Måske kan det lindre deres sorg, at de ved, hvad dine ønsker er for din sidste rejse.

Tanker på en augustdag her fra Ejby.
Lise Lotte


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Det vil altid glæde mig at få en kommentar