ROSEN - er fra en buket fra Pia N.

Tanker til året 2015.

Jeg har sat mig i en rolig stund for at skrive det sidste indlæg i år.
Med en dejlig kop te - og et tændt stearinlys, sidder jeg og lader tankerne bringe mig rundt i året.

Dette år bragte mig så meget glæde og gode stunder. Meget omsorg blev mig givet - og jeg har prøvet at give omsorg ud. Det føles godt og rigt i mig. Også afslutninger og farvel måtte jeg se i øjnene. Med min kære familie omkring mig og alle de dejlige tilbagemeldinger fra alle jer andre, gik året 2015 sin gang for mig.

Jeg er så taknemmelig over, at mere end 6300 mennesker har besøgt denne blog. Jeg prøver at forholde mig til det på en fornuftig måde. Nogen af jer kigger ind, fordi I er nysgerrige -kender mig og følger mig, eller måske har kendt mig tidligere. Andre kigger ind, fordi I har brug for det. Fra Jeres tilbagemeldinger ved jeg, at bloggen kan give omsorg og ro. TAK til alle, der har kigget ind og læst mine indlæg. TAK for de mange smukke og kærlige henvendelser, jeg har modtaget. Jeg er blot som en dråbe i det store menneskehav - en dråbe som på den smukke rose her. Håber at min lille dråbe kan give dig lidt kraft til at gennemleve det, du må have af udfordringer, enten det er en livskrise, svær sygdom eller en stor sorg.

Et års højdepunkter er for mig både de glædelige og de triste. Der skal være plads til det hele i mit liv. Har du tænkt over dine højdepunkter for året ? De vidunderlige og nære - og de tyngende og svære ? Prøv at sæt dig i en rolig stund inde eller ude, og lad dine tanker bringe dig rundt i dit år.

Mine glædelige højdepunkter er først og fremmest, at min familie alle er sunde og raske og omkring mig.- Min 60 års fødselsdag som på alle måder blev fejret på vidunderlig vis. Samvær og nærhed - glæde og sjov - fantastiske gaver - og for hver en hilsen, der kom til mig, siger jeg : ET STORT OG VARMT TAK.-
Jeg er beriget med mange dejlige venner - og året bragte både nye dejlige venner - og en af dem tilbage, som jeg havde mistet kontakten med. Vi fandt hinanden igen, og tak fordi hun fandt overskud til at kontakte mig. En anden kær veninde trodser gang på gang alvorlig sygdom, og glæder mig på så mange måder. Tak fordi hun er i mit liv.- Glædeligt er det også, at mennesker kan bruge mig og mit virke til at stå igennem sorg og kriser. Det er en stor berigelse af mit liv.
Mine tyngende højdepunkter fylder også. Jeg måtte desværre stoppe med mine grupper. Sorggrupper og kvindegrupper. Sygdom har desværre også været en del af året - hos mig selv og andre, jeg elsker højt. -Der er mennesker, som har såret mig dybt, og det er til stadighed noget, jeg arbejder med - det må og skal ikke fylde mit liv. At være svigtet som barn, er en livslang sorg og udfordring. Jeg vil skrive mere om det på et andet tidspunkt. En fantastisk bog "De uelskedes sår" kan altid genlæses og give mening.

Det nye år er på vej - og jeg er på vej med. Januar er min fordybelsesmåned, hvor jeg har stilledage i ro. Mindedage af de svære. Dem, som kommer igen år efter år. Det nytter ikke at ignorere dem - de kommer alligevel, og de gør ondt. Nej, så hellere integrere dem - og lade dem fylde. Lade minderne vælte mig omkuld, og tårerne sile. Lade savnet og sorgen gøre min krop tung og mit sind mørkt. Jeg kommer igennem - og så kan jeg være i livet igen.

Nye tiltag banker jo nok på i det kommende år. Jeg er fyldt med ideer og muligheder.

             Jeg ønsker for dig, som læser med: ET GODT OG LYST NYT ÅR - 2016

                                           Kærligst Lise Lotte

Foredrag i november.

   
DESVÆRRE AFLYST !!  Forventer at foredraget holdes i det nye år.

Jeg holder foredrag i Ældresagen i Greve ONSDAG d. 18.11.15  kl. 15 -17. - At miste - at sørge - og at komme videre med livet trods alt.

En rose fra min have - 2015.

Det foregår på Arenaskolen (tidl. Gersagerskolen).

Det er første gang, jeg skal holde foredrag for ældre om sorg. Jeg gør mig mange tanker derom.
Jeg vil komme ind på bl.a.: de svære samtaler før døden/eller manglen på samme - sorgprocessen - netværket - egen angst for døden -ensomheden mm. Tænk over om du selv har et emne, du vil høre mere om.

En del af det at blive ældre er, at man kan miste mange omkring sig: ægtefælle, søskende og venner fra livet -
og hvordan er det muligt at håndtere de tab.
Jeg har selv mistet ældre, og jeg kender ældre, der har mistet deres kære. Mange ældre er også mødt op til mine tidligere foredrag i bl.a. kirker. Jeg har også støttet ældre i deres sorgproces.

Jeg ser frem til en god og nær eftermiddag. Jeg vil stå til rådighed under og efter foredraget, hvis du har behov for en personlig snak med mig.

Har du brug for en snak med mig, inden du beslutter dig for at møde op, så er du mere end velkommen.
Skriv til mig på: liselotte@aabrink.dk eller ring til mig på: tlf. 46 42 42 13

Kh Lise Lotte

At miste et barn - min søn Tommy.

              Foto: Denne smukke kakkel har jeg fået af min veninde Mette


Sorgen er altid til stede i mit liv. Efter jeg mistede min søn, er den blevet en naturlig del af mig.
Når jeg møder andre mennesker, kan de ikke se, at jeg er medlem af en klub, som ingen ønsker at være medlem af: klubben af os, der har mistet et barn.

Jeg kan grine højt, fortælle vittigheder og hjælpe mine medmennesker. Jeg ser pæn ud i tøj og hår. Jeg har villa og vovse. Jeg tager på ferie. Jeg er vist ganske almindelig.

Hvis andre mennesker kunne se ind i mit hjerte, ville de kunne se, at en del af mit hjerte er sort. Der er jeg forstenet og i dyb sorg. Der pumper mit hjerte ikke. Jeg har accepteret, at sådan vil mit liv være resten af mine dage. Indimellem flyder mit hjerte over med enorm sorg, som viser sig ved smerter, åndenød, hulken eller et væld af tårer. Jeg kan fyldes af voldsom tristhed - depressivt og mørkt kan der være i mig.

Og hvis andre kunne se ind i min hjerne, ville de kunne se, at hver eneste dag er den fyldt med tanker til min søn. At der er minder, som kommer frem, uanset om jeg vil det eller ej. At jeg har tanker om hans liv, som jeg gør mig forestilling om, det ville være i dag. Tanker om, hvis han var i mit liv og i vores familie. Tanker om job og familie for ham. Og i mødet med andre på hans alder, kan jeg mærke, hvor uretfærdigt det er, at han ikke fik sit liv, men skulle dø som 16 årig i en frygtelig trafikulykke. I dem ser jer udviklingen og mulighederne, som livet giver.

Alle mennesker har børn eller unge i deres liv. I familien, i vennekreds eller på job.
Jeg tror, at de fleste mennesker - enten de har børn eller ej - synes, at det er forfærdeligt, når et barn eller ungt menneske mister livet. Ingen sorg er mere livsvarig.
Som mor er det så gennemtrængende en sorg, at den aldrig kan gå væk. At bære et lille menneske i sig er vidunderligt. At mærke de små puf og spark derinde fra er ubeskriveligt. At føde og tage imod sit barn er en kæmpe kærlighed, der forløses og varer resten af livet.
Sådan er det også for os mødre, der mister vores børn. Vi elsker dem resten af livet. Vores kærlighed er så evig, og at elske et barn der er mistet, er så ufattelig en sorg, at den hverken kan beskrives eller forstås.
Kun os der er medlem af denne klub ved, hvor grusomt og tungt, det er.

I vores samfund er der ikke megen plads til sorg. Ofte handler det om at komme videre - tilbage på jobbet - deltage i diverse sociale sammenhænge, så de andre kan sige: "nu har hun det bedre, hun ser da godt ud". Ja, sådan kan det synes, jeg kan sige, at det ikke er korrekt. Ind i hinanden kan vi ikke se.
 Længe har der været debat om, at når man mister et barn, skal man have ret til samme orlov, som når man får et barn. Mange kunne have glæde af det. Andre kan klare at komme tilbage på jobbet hurtigere. Muligheden skal være der. At give sorgen tid og rummelighed, er utroligt vigtigt. Jeg har mange slemme eksempler på, at andre misforstår og tolker på udseende eller tidshorisont. Et af de værste er desværre mit eget: Den dag min søn blev begravet, sagde min mor: "NU er det værste overstået". Hun forstod aldrig, at det slet ikke var begyndt ! At de kommende timer, dage, uger, måneder og år indebar så meget sorg, at jeg næsten mistede livet.

Ordsproget: DE FINDES, SÅ LÆNGE DE MINDES - holder jeg meget af.
Min søn findes, han er så stor en del af mit liv, og den jeg er.
Han er min første lille unge, og jeg lever med savnet af ham resten af livet.

Med stor kærlig hilsen til alle jer andre forældre derude -
og til jer der heldigvis ikke kender til denne sorg:  prøv at forstå -
Lise Lotte

Næstekærlighed /tilgivelse

Næstekærlighed kan indeholde mange ting. Være en del af livet på flere måder.

Tilgivelse ligger tæt op af næstekærlighed. Jeg har ikke tilgivet alle personer, der har svigtet og såret mig, nej, det har jeg ikke, må jeg ærligt erkende.
Jeg har forenet mig med, at det som er sket, er sket og ikke kan ændres.
Jeg har afklaret mig med, hvordan de personer har handlet.
Jeg er kommet til en forståelse inde i mig selv, at det ikke står til at ændre.
Og at jeg vil leve mit liv uden at være en bitter og vred kvinde.
De personer som har såret og svigtet mig, de må leve med deres valg.

Jeg har sår, der ikke kan læges. Sår, der indimellem springer op og bløder.
Det har jeg accepteret. Det lever jeg med.

Når det er sagt, vil jeg også fortælle, at jeg har den holdning, at enhver person som ringer på min telefon, sender mig en mail eller står ved min dør, vil jeg møde og behandle med respekt.
Personen skal have lov til at fremføre sit ærinde overfor mig.
Jeg vil lytte, og jeg vil prøve at møde personen, der hvor han/hun er.
Som jeg har lært det i professionelt regi. Det kan jeg bruge i mit private liv også.
Det betyder ikke, at jeg åbner mit hjerte og lukker personen ind i mit liv igen. Det betyder, at jeg lytter.

Hvorfor nu dette indlæg ? Ja, det er mere end enkelt: en person som har såret mig og gjort mig trist, har kontaktet mig for nylig. Åh, hvor det sætter mange tanker og følelser i gang.
Jeg har tænkt på hende og hendes liv. Og alt det, vi havde sammen en gang. Savnet hende. Og været vred på hende. Fundet undskyldninger for hende og for mig selv.
Når hun så ringer nu, må jeg leve op til den standard, jeg har sat for mig selv. Jeg må lytte, jeg må tale med hende, jeg må prøve at rumme hendes smerte, og så må jeg mærke efter, hvordan jeg selv har det.

Og jeg lyttede. De første ord hun sagde var: "DU ER SÅDAN ET GODT MENNESKE, DET ER DU VIRKELIG, OG JEG ER KED AF, AT JEG SÅREDE DIG". Hvordan er det muligt at optage det på anden måde end næstekærlighed ? Som kærlighed til næsten = mig. Og måske som tilgivelse for det, jeg har sagt og gjort. Og måske håbet om, at jeg tilgiver det, hun har sagt og gjort.
Åh, det rammer mig lige i hjertet. Først blev jeg paf. Så blev jeg lettet. Så blev jeg glad. Så talte vi sammen i 3 timer !

Jeg har tænkt meget over det. Jeg har talt meget om det. Jeg har båret det rundt i mit hjerte nogle dage. Jeg tror ikke, at jeg kan tilgive hende, at hun sårede mig så dybt. For det var hårdt. Hun var mig så nær og kær. Vi delte så meget. Og jeg blev meget berørt i lang tid over det skete.
Kan jeg vise hende NÆSTEKÆRLIGHED - ja, det er jeg sikker på, at jeg kan.
Netop denne veninde havde jeg en stort og stærkt nærvær med fra første øjeblik, vi mødte hinanden. Jeg tror, at vi så en del af os selv i hinanden. Vi kunne slet ikke holde op med at tale sammen og ses. Heldigvis boede vi på samme vej, så vi kunne nemt smutte ind til hinanden. Det var tider !

Hvor livet nu bærer os hen, ved jeg ikke i skrivende stund. Jeg har sendt hende et kærligt brev med tak for det mod, som hun viste ved at ringe til mig.

Jeg kan jo godt lide at komme med små opfordringer til mine kære læsere her på bloggen :
Er der nogen, som du savner eller længes efter - nogen, der har såret dig, eller som du har såret ?
Måske skal du overveje at tage kontakt. Siger det bare..............

Januar er for mange grå og trist. Foto viser solopgangen over markerne en kold januardag.
For mig er januar fordybelse, hygge i mørket, stilletid og eftertænksomhed.

Tak fordi du læste med - kærligst Lise Lotte