Sorgen er altid til stede i mit liv. Efter jeg mistede min søn, er den blevet en naturlig del af mig.
Når jeg møder andre mennesker, kan de ikke se, at jeg er medlem af en klub, som ingen ønsker at være medlem af: klubben af os, der har mistet et barn.
Jeg kan grine højt, fortælle vittigheder og hjælpe mine medmennesker. Jeg ser pæn ud i tøj og hår. Jeg har villa og vovse. Jeg tager på ferie. Jeg er vist ganske almindelig.
Hvis andre mennesker kunne se ind i mit hjerte, ville de kunne se, at en del af mit hjerte er sort. Der er jeg forstenet og i dyb sorg. Der pumper mit hjerte ikke. Jeg har accepteret, at sådan vil mit liv være resten af mine dage. Indimellem flyder mit hjerte over med enorm sorg, som viser sig ved smerter, åndenød, hulken eller et væld af tårer. Jeg kan fyldes af voldsom tristhed - depressivt og mørkt kan der være i mig.
Og hvis andre kunne se ind i min hjerne, ville de kunne se, at hver eneste dag er den fyldt med tanker til min søn. At der er minder, som kommer frem, uanset om jeg vil det eller ej. At jeg har tanker om hans liv, som jeg gør mig forestilling om, det ville være i dag. Tanker om, hvis han var i mit liv og i vores familie. Tanker om job og familie for ham. Og i mødet med andre på hans alder, kan jeg mærke, hvor uretfærdigt det er, at han ikke fik sit liv, men skulle dø som 16 årig i en frygtelig trafikulykke. I dem ser jer udviklingen og mulighederne, som livet giver.
Alle mennesker har børn eller unge i deres liv. I familien, i vennekreds eller på job.
Jeg tror, at de fleste mennesker - enten de har børn eller ej - synes, at det er forfærdeligt, når et barn eller ungt menneske mister livet. Ingen sorg er mere livsvarig.
Som mor er det så gennemtrængende en sorg, at den aldrig kan gå væk. At bære et lille menneske i sig er vidunderligt. At mærke de små puf og spark derinde fra er ubeskriveligt. At føde og tage imod sit barn er en kæmpe kærlighed, der forløses og varer resten af livet.
Sådan er det også for os mødre, der mister vores børn. Vi elsker dem resten af livet. Vores kærlighed er så evig, og at elske et barn der er mistet, er så ufattelig en sorg, at den hverken kan beskrives eller forstås.
Kun os der er medlem af denne klub ved, hvor grusomt og tungt, det er.
I vores samfund er der ikke megen plads til sorg. Ofte handler det om at komme videre - tilbage på jobbet - deltage i diverse sociale sammenhænge, så de andre kan sige: "nu har hun det bedre, hun ser da godt ud". Ja, sådan kan det synes, jeg kan sige, at det ikke er korrekt. Ind i hinanden kan vi ikke se.
Længe har der været debat om, at når man mister et barn, skal man have ret til samme orlov, som når man får et barn. Mange kunne have glæde af det. Andre kan klare at komme tilbage på jobbet hurtigere. Muligheden skal være der. At give sorgen tid og rummelighed, er utroligt vigtigt. Jeg har mange slemme eksempler på, at andre misforstår og tolker på udseende eller tidshorisont. Et af de værste er desværre mit eget: Den dag min søn blev begravet, sagde min mor: "NU er det værste overstået". Hun forstod aldrig, at det slet ikke var begyndt ! At de kommende timer, dage, uger, måneder og år indebar så meget sorg, at jeg næsten mistede livet.
Ordsproget: DE FINDES, SÅ LÆNGE DE MINDES - holder jeg meget af.
Min søn findes, han er så stor en del af mit liv, og den jeg er.
Han er min første lille unge, og jeg lever med savnet af ham resten af livet.
Med stor kærlig hilsen til alle jer andre forældre derude -
og til jer der heldigvis ikke kender til denne sorg: prøv at forstå -
Lise Lotte
