onsdag den 30. december 2015

                          ROSEN - er fra en buket fra Pia N.

Tanker til året 2015.

Jeg har sat mig i en rolig stund for at skrive det sidste indlæg i år.
Med en dejlig kop te - og et tændt stearinlys, sidder jeg og lader tankerne bringe mig rundt i året.

Dette år bragte mig så meget glæde og gode stunder. Meget omsorg blev mig givet - og jeg har prøvet at give omsorg ud. Det føles godt og rigt i mig. Også afslutninger og farvel måtte jeg se i øjnene. Med min kære familie omkring mig og alle de dejlige tilbagemeldinger fra alle jer andre, gik året 2015 sin gang for mig.

Jeg er så taknemmelig over, at mere end 6300 mennesker har besøgt denne blog. Jeg prøver at forholde mig til det på en fornuftig måde. Nogen af jer kigger ind, fordi I er nysgerrige -kender mig og følger mig, eller måske har kendt mig tidligere. Andre kigger ind, fordi I har brug for det. Fra Jeres tilbagemeldinger ved jeg, at bloggen kan give omsorg og ro. TAK til alle, der har kigget ind og læst mine indlæg. TAK for de mange smukke og kærlige henvendelser, jeg har modtaget. Jeg er blot som en dråbe i det store menneskehav - en dråbe som på den smukke rose her. Håber at min lille dråbe kan give dig lidt kraft til at gennemleve det, du må have af udfordringer, enten det er en livskrise, svær sygdom eller en stor sorg.

Et års højdepunkter er for mig både de glædelige og de triste. Der skal være plads til det hele i mit liv. Har du tænkt over dine højdepunkter for året ? De vidunderlige og nære - og de tyngende og svære ? Prøv at sæt dig i en rolig stund inde eller ude, og lad dine tanker bringe dig rundt i dit år.

Mine glædelige højdepunkter er først og fremmest, at min familie alle er sunde og raske og omkring mig.- Min 60 års fødselsdag som på alle måder blev fejret på vidunderlig vis. Samvær og nærhed - glæde og sjov - fantastiske gaver - og for hver en hilsen, der kom til mig, siger jeg : ET STORT OG VARMT TAK.-
Jeg er beriget med mange dejlige venner - og året bragte både nye dejlige venner - og en af dem tilbage, som jeg havde mistet kontakten med. Vi fandt hinanden igen, og tak fordi hun fandt overskud til at kontakte mig. En anden kær veninde trodser gang på gang alvorlig sygdom, og glæder mig på så mange måder. Tak fordi hun er i mit liv.- Glædeligt er det også, at mennesker kan bruge mig og mit virke til at stå igennem sorg og kriser. Det er en stor berigelse af mit liv.
Mine tyngende højdepunkter fylder også. Jeg måtte desværre stoppe med mine grupper. Sorggrupper og kvindegrupper. Sygdom har desværre også været en del af året - hos mig selv og andre, jeg elsker højt. -Der er mennesker, som har såret mig dybt, og det er til stadighed noget, jeg arbejder med - det må og skal ikke fylde mit liv. At være svigtet som barn, er en livslang sorg og udfordring. Jeg vil skrive mere om det på et andet tidspunkt. En fantastisk bog "De uelskedes sår" kan altid genlæses og give mening.

Det nye år er på vej - og jeg er på vej med. Januar er min fordybelsesmåned, hvor jeg har stilledage i ro. Mindedage af de svære. Dem, som kommer igen år efter år. Det nytter ikke at ignorere dem - de kommer alligevel, og de gør ondt. Nej, så hellere integrere dem - og lade dem fylde. Lade minderne vælte mig omkuld, og tårerne sile. Lade savnet og sorgen gøre min krop tung og mit sind mørkt. Jeg kommer igennem - og så kan jeg være i livet igen.

Nye tiltag banker jo nok på i det kommende år. Jeg er fyldt med ideer og muligheder.

             Jeg ønsker for dig, som læser med: ET GODT OG LYST NYT ÅR - 2016

                                           Kærligst Lise Lotte