torsdag den 12. februar 2015

At miste et barn - min søn Tommy.

              Foto: Denne smukke kakkel har jeg fået af min veninde Mette


Sorgen er altid til stede i mit liv. Efter jeg mistede min søn, er den blevet en naturlig del af mig.
Når jeg møder andre mennesker, kan de ikke se, at jeg er medlem af en klub, som ingen ønsker at være medlem af: klubben af os, der har mistet et barn.

Jeg kan grine højt, fortælle vittigheder og hjælpe mine medmennesker. Jeg ser pæn ud i tøj og hår. Jeg har villa og vovse. Jeg tager på ferie. Jeg er vist ganske almindelig.

Hvis andre mennesker kunne se ind i mit hjerte, ville de kunne se, at en del af mit hjerte er sort. Der er jeg forstenet og i dyb sorg. Der pumper mit hjerte ikke. Jeg har accepteret, at sådan vil mit liv være resten af mine dage. Indimellem flyder mit hjerte over med enorm sorg, som viser sig ved smerter, åndenød, hulken eller et væld af tårer. Jeg kan fyldes af voldsom tristhed - depressivt og mørkt kan der være i mig.

Og hvis andre kunne se ind i min hjerne, ville de kunne se, at hver eneste dag er den fyldt med tanker til min søn. At der er minder, som kommer frem, uanset om jeg vil det eller ej. At jeg har tanker om hans liv, som jeg gør mig forestilling om, det ville være i dag. Tanker om, hvis han var i mit liv og i vores familie. Tanker om job og familie for ham. Og i mødet med andre på hans alder, kan jeg mærke, hvor uretfærdigt det er, at han ikke fik sit liv, men skulle dø som 16 årig i en frygtelig trafikulykke. I dem ser jer udviklingen og mulighederne, som livet giver.

Alle mennesker har børn eller unge i deres liv. I familien, i vennekreds eller på job.
Jeg tror, at de fleste mennesker - enten de har børn eller ej - synes, at det er forfærdeligt, når et barn eller ungt menneske mister livet. Ingen sorg er mere livsvarig.
Som mor er det så gennemtrængende en sorg, at den aldrig kan gå væk. At bære et lille menneske i sig er vidunderligt. At mærke de små puf og spark derinde fra er ubeskriveligt. At føde og tage imod sit barn er en kæmpe kærlighed, der forløses og varer resten af livet.
Sådan er det også for os mødre, der mister vores børn. Vi elsker dem resten af livet. Vores kærlighed er så evig, og at elske et barn der er mistet, er så ufattelig en sorg, at den hverken kan beskrives eller forstås.
Kun os der er medlem af denne klub ved, hvor grusomt og tungt, det er.

I vores samfund er der ikke megen plads til sorg. Ofte handler det om at komme videre - tilbage på jobbet - deltage i diverse sociale sammenhænge, så de andre kan sige: "nu har hun det bedre, hun ser da godt ud". Ja, sådan kan det synes, jeg kan sige, at det ikke er korrekt. Ind i hinanden kan vi ikke se.
 Længe har der været debat om, at når man mister et barn, skal man have ret til samme orlov, som når man får et barn. Mange kunne have glæde af det. Andre kan klare at komme tilbage på jobbet hurtigere. Muligheden skal være der. At give sorgen tid og rummelighed, er utroligt vigtigt. Jeg har mange slemme eksempler på, at andre misforstår og tolker på udseende eller tidshorisont. Et af de værste er desværre mit eget: Den dag min søn blev begravet, sagde min mor: "NU er det værste overstået". Hun forstod aldrig, at det slet ikke var begyndt ! At de kommende timer, dage, uger, måneder og år indebar så meget sorg, at jeg næsten mistede livet.

Ordsproget: DE FINDES, SÅ LÆNGE DE MINDES - holder jeg meget af.
Min søn findes, han er så stor en del af mit liv, og den jeg er.
Han er min første lille unge, og jeg lever med savnet af ham resten af livet.

Med stor kærlig hilsen til alle jer andre forældre derude -
og til jer der heldigvis ikke kender til denne sorg:  prøv at forstå -
Lise Lotte



13 kommentarer:

  1. Tak Lise Lotte, du har præcis fundet og givet mig de ord, jeg har "manglet", og samtidig genkender jeg dem, jeg selv bruger, når jeg fortæller om Mathias og Andreas - og som jeg har hørt fra mange andre.

    Knus,
    Inge

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Inge, tak for dine ord, hvor er det vigtigt, at vi deler tankerne om vores børn. Kærlig hilsen Lise Lotte

      Slet
  2. Du beskriver det så smukt, hvordan det er at skulle bære sorgen over sit barn... i en verden hvor kun få forstå...

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære du, Ja, jeg tænker på, at meget af sorgen over et mistet barn, går med at blive forstået og rummet af andre. Jeg håber, du har gode mennesker omkring dig.
      Kh Lise Lotte

      Slet
  3. Tak , De helt rigtige ord
    Knus Ag

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for dine ord her på min blog.
      Knus Lise Lotte

      Slet
  4. Af hjertet tak, for at beskrive lige det jeg går med inden i hver evig eneste dag.
    Og noget af det der holder mig oppe er de smukke minder jeg har.

    Ninna, med en søn i himlen

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære mor, ja hver dag må du savne og mangle din søn. Det er trods alt godt, at der er minder at holde fast i - og forhåbentlig dele med andre. Jeg tænker: en delt sorg, er lettere at bære. Kram Lise Lotte

      Slet
  5. Tusind tak for de ord.... De beskriver helt hvordan jeg har det indeni..... Jeg tror at, enten det er en nyfødt, en 15 årig eller en 39 årig som min søn man mister, så vil sorgen og tabet være det samme.... Knus.......

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Annette, hvor har du ret: om det er en lille nyfødt, der ikke fik livet eller det er et voksent barn, der mistet, sorgen er så evig.
      Alle de forhåbninger om vores børns liv, de forsvandt med et.
      Knus Lise Lotte

      Slet
  6. Så smukt skrevet. Jeg har selv mistet en datter på 17 år i en trafikulykke i 2005 og i 2010 skete det ufattelige igen. Jeg mistede min søn Anders i 2012, en varm sommerdag, hvor en spritbilist tog hans liv i en fodgængerovergang. Jeg vil kun supplere med, at det er næsten hele mit hjerte, der er blevet sort. Det er helt dødt og jeg ved ikke, om det slår så meget længere. Jeg tror, at man kan dø af sorg.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære mor. Jeg føler dybt med dig - at miste to børn må være grusomt. Jeg tror også, at vi kan dø af sorg. Dit sorgfyldte hjerte klarer dårligt at slå. Jeg håber, du har nogle gode mennesker omkring dig. Skriv til mig hvis du kan bruge mig. Kærligst Lise Lotte (liselotte@aabrink.dk)

      Slet
  7. Hvad er sværest at miste ? Kan man sige sådan ? Noget ungt eller gammelt. Noget biologisk eller noget ægte. Skal man sørge af pligt og hvorfor går der over 4 år inden man bare sådan nogenlunde kan få en hverdag til at hænge sammen efter at man har mistet alt og alligevel har nogen tilbage her på jorden. Nogen, der gør at man ikke bare kan "rejse efter dem".... Kan sorg være genetisk kodet så man SKAL være ked af at miste nære slægtninge eller bare bliver det automatisk. Jeg læste noget med at sorg har en mening, altså genetisk og i forhold til overlevelse. Jeg kan ikke helt forklare hvorfor jeg tror på det. Måske gør det det lettere for mig at leve videre uden min elskede far og mor.

    SvarSlet

Det vil altid glæde mig at få en kommentar