lørdag den 29. november 2014

Juletid er også sørgetid

Kære alle - så er juletiden i gang.

For de fleste betyder det hygge, glæde og pynt i stuerne.
For andre kan julen være uoverkommelig, tung og besværlig.

Mange står foran den første jul, efter at have mistet en nær pårørende.
For dem kan julen føles overflødig, ligegyldig og meget svær at komme igennem. Det forventes ofte af omgivelserne, at man dog i det mindste kan vise lidt glæde over børnene eller det smukke træ.

Mange kan ikke få glæden frem. Sorgen skygger over glæden. Sorgen er den største. Den kan ikke tages bort.

Også andre, der står foran den anden, tredje eller syttende jul efter et stort tab, kan føle, at julen er en svær tid. Der er så meget hjertevarme og glæde, og man kan føle sig udenfor alt det. Og kan man ikke få varmen og glæden ind i sit hjerte, bør det respekteres af omgivelserne. Lad dog mennesker være stille og indadvendte. Lad dog andre være triste og føle sorg.

                     Foto: En af årets juledekorationer 2014


Hvordan kan du hjælpe et medmenneske, der føler sorg i juletiden ?

Hvis du selv føler juleglæde og har varmen i dit hjerte, så brug dit overskud til at rumme et andet menneske, der føler modsat. Omslut personen med din varme og dit nærvær.

Måske kan du lave en fin dekoration, der som denne er smuk i naturens farver.

Du kan tilbyde at gå med på kirkegården.

Du kan fortælle personen, at du tænder lys og tænker på den som er død.

Du kan give nogle gode, varme og ægte knus.

Du kan blot være der - være nærværende og kærlig og lytte !

Det bedste er, at du møder dit medmenneske i sorgen, og ikke prøver at tage sorgen og tristheden væk. Den skal have sin plads. Det er naturligt og normalt - og helt i orden at sørge over en, man har mistet. Også når det er flere år siden. Den, som er væk, vil altid mangle ved julebordet - og om træet.

I mit juletræ sidder min søns bamse. Den har nissehue på, og der er ingen jul uden Tommys bamse.
DU kan også spørge: Er der en fin og værdig måde, I kan tage den savnede med ind i julen ?

Juleglæde - julero - julestemning - julesang - juleøjne - julemad - julelys - julesorg.
Der skal være plads til det hele i min jul.

Jeg sender mine varme tanker til jer alle i den kommende tid.
Lise Lotte

onsdag den 12. november 2014

JEG HADER KRÆFT

Denne overskrift er bastant og kontant. Og ærlig.

Jeg hader KRÆFT, og alt det, som det gør ved mennesker, når denne sygdom er inde på livet.
For den som bærer sygdommen. For de nærmeste pårørende. For dem som mister. For dem som er venner og netværk.
Og de læger og sygeplejersker, der hver eneste dag må give svar til syge mennesker. Svar som indebærer HÅB. Svar som indebærer nye muligheder. Svar som indebærer AFMAGT. Svar som indebærer INGEN HÅB.
Og alle disse svar bærer noget nyt med sig.

Jeg tænker på, hvor fuldstændigt vanvittigt hårdt, det må være at have denne sygdom i sig.
Hele tiden vente på svar. På det næste svar. På den næste behandling. Den næste periode. Det næste håb.

At være syg, og skal formidle alle disse håb og svar og behandlingsmuligheder videre til os andre.

Det må kræve så utroligt meget af et menneske, at hver gang skal man give andre håb - eller slukke det.
Og det er EN selv, der er syg.

Jeg HADER kræft.

Jeg kender børn og voksne, der lever med denne forfærdelige sygdom.
Mange pårørende der hver dag lever i håb blandet med angst.
De to store følelser, der slås hele tiden indeni. De er så utroligt svære at håndtere.

JEG hader kræft.

      Foto: Maleri af Lone Aabrink. Træet med skyggen i livet. Min klinik 2014


Jeg sender mange tanker og håb ud i universet - til Gud, læger, forskere, ånder, alternative behandlere - ja alle som er derude et sted: Bliv ved at gøre noget. Vi må ikke give op. Vi skal vinde over kræften.

Jeg vil bevare håbet. Kærligst Lise Lotte